Hvad er det lige I spiser?

20140916-IMG_0151-3 20140916-IMG_0144-320141104-IMG_0329-220140920-IMG_0184-3Hjemme hos os er der intet mad, der er “forbudt”, men vi er selektive i forhold til, hvad vi spiser og hvornår. Det sidste halvandet års tid har vi spist efter LCHF-principperne (Low Carb High Fat), hvilket fungerer rigtig godt for os (du kan læse mere om LCHF hos Jane Faerbers inspirerende blog “Madbanditten”). Madbillederne illustrerer lidt forskelligt i forhold til, hvad vi får at spise herhjemme f.eks. hjemmelavet LCHF “pasta” med flødesovs, kantareller, bacon og krydderurter, Tomat-avocadosalat med butternutsquash med smeltet ost, soltørrede tomater og rosmarin og ikke mindst blomkålspizza, som vi efterhånden har lavet mange gange.

Vi er dog ikke “strikse”, når det kommer til at spise LCHF, hvilket gør, at vi indtager flere mælkeprodukter, mere frugt, rodfrugter, tørret frugt, nødder og kerner end så mange andre gør, når de spiser LCHF, men det gør vi, fordi det er det der passer os bedst. Vi bestræber os på at spise LCHF i hverdagen, mens det mere er i weekenderne, at vi spiser nogle andre ting. Hvis vi f.eks. er inviteret ud at spise hos venner, så spiser vi, hvad der bliver serveret, og vi går stadigvæk på café og restaurant, spiser brunch, sushi, køber kage og slik (og straks tænker min hjerne på citrontærte fra Penny Lane i Aalborg og bland selv slik… hurra for betingede reflekser!).

Lige nu gør jeg mig tanker om, hvordan det bliver med madlavningen, når vi bliver forældre. Jeg forestiller mig, at vi fortsat vil holde fast i at spise efter LCHF-principperne, men at der i starten nok ikke vil blive lavet så pokkers mange langtidsstegte oksestege i ovnen, og at der nok også vil blive brugt lidt flere penge på sushi fra  Karma Sushi…

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *