Batbaby og lidt om babytøj og fejlkøb

20150404-IMG_2146 20150326-IMG_173820150403-IMG_2043

 

Da jeg var gravid og shoppede babytøj, blev jeg bl.a. fristet af denne Batmantrøje fra Zara. Jeg elsker blusen, fordi den er rå og alligevel en anelse neutral med de grå nuancer, mens den ligeledes kan peppes lidt mere op til den feminine side med f.eks. disse leopardleggins  Selvom trøjen er lige vel stor til Lille V., så blev den indviet her i påsken. Planen var, at trøjen skulle være blevet matchet med disse leggins i gammelrosa, men ak nej, dem kan hun ikke passe!

Lille V. er ikke helt så lille mere – hun har hele tiden været en lang pige og den sidste måneds tid er vægten bare steget og steget. Det betyder, at hun allerede nu har vokset sig ud af flere tøjstørrelser, og jeg har måtte indse, at jeg desværre fik lavet mig en del fejlkøb ift. børnetøj. Da jeg var gravid, brugte jeg meget tid på at søge efter børnetøj (og som den jyde jeg nu engang er, så lykkedes det mig, at få rabatter på langt de fleste ting – så langt så godt…). Der hvor fejlkøbene kommer ind i billedet er, at jeg f.eks. tog tøjstørrelserne lidt for bogstaveligt, så hvis der stod størrelse 6. måneder, så regnede jeg mig frem til, at så ville V. kunne passe tøjet til sommer (not!), og det er billedet med t-shirten et bevis på. T-shirten er størrelse 6. måneder, og da jeg forleden var ved at sortere i hendes tøj, tænkte jeg at den så lille ud, så jeg prøvede den på hende og ganske rigtigt, den t-shirt holder slet ikke til juni måned. Derefter gennemgik jeg alt hendes tøj og måtte indse, at der er en del tøj som hun ikke kommer til at bruge f.eks. et par leggins fra det danske mærke Wheat i størrelse 6. måneder som hun ikke engang kan bruge nu hvor hun er 13. uger gammel.

Forleden bestilte jeg nyt tøj på nettet til V., og jeg faldt bl.a. for denne kjole fra Wheat (så langt så godt x 2). Med erfaringen omkring bukserne i baghovedet besluttede jeg mig for at bestille kjolen i størrelse 9. måneder. Det viser sig, at V. godt kan passe kjolen, men jeg er usikker på, hvor godt den vil sidde på hende, til sommer. Hun vil formentligt godt kunne passe den, men jeg tror, at det vil være i en meget kort periode, så nu overvejer jeg om den skal returneres eller om den skal byttes til en størrelse 12. måneder.

Der er dog ingen tvivl om, at det at V. lige nu er længere end gennemsnittet gør sit ift. at finde tøj til hende, og der er selvfølgelig forskel på størrelserne ift. de forskellige børnetøjsmærker. Jeg håber dog, at jeg fremover kan minimere evt. fejlkøb på nettet ved f.eks. at holde mig til de mærker som jeg ved passer V. og som sidder godt på hende. Mere om favoritmærkerne en anden gang.

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *